Posted on

Oplev ikke ferien igennem kameralinsen

Der er mange der har mistet evnen til at leve i nuet

Har vi mistet evnen til at leve i nuet? Personligt har jeg altid været slem til at knipse løs på ferien, men har øvet mig i at prioritere mine billeder. Det har givet MEGET bedre ferieoplevelser

Du kender det sikkert. I er taget på ferie til Italien og står foran Colloseum i Rom. Rundt om jer står tusindvis af andre turister (hovedsaligt kinesere og japanere), og fælles for dem alle er, at de alle sammen kigger ind i et kamera eller taget billeder med en mobiltelefon. Det opdager du, da du selv kigger op fra mobiltelefonen. Ingen lever i nuet.

Den problemstilling satte fotografen Miguel Ángel Morenatti under lup med sit billede af en menneskemængde som strækker hals for at se Johnny Depp og Dakota Johnson på den røde løber. Den eneste person der ikke står med en telefon i hånden og forsøger at tage billeder, er en ældre dame. Billedet slog fotografen op på sin Twitter konto med teksten: “Vi er ved at miste evnen til at værdsætte vigtige øjeblikke”.

Spørgmålet er, om han har ret?

Hvem tager du egentlig billeder til?

Billedet satte skub i en debat om mobilafhængighed som i øjeblikket florerer i medierne. Fx. er DR i gang med at lave en rundspørge for at finde ud af deres læseres holdninger til mobilen under temaet God Mobilstil. Det er imidlertid ikke dét, jeg synes er så slående ved billedet. Det er mere vores manglende evne til at leve i nuet – og til at nyde nuet.

Jeg ved i hvert fald fra mig selv, at jeg er lykkeligere og får nogle bedre oplevelser, hvis jeg ikke stresser over at tage billeder på ferien eller dele opdateringer på FB, Twitter eller Instagram. Jeg har ikke rigtig nogle videnskabelige undersøgelser (i hvert fald ikke hvad jeg ved af) til at bakke mig op i den sag, så det er udelukkende min egen subjektive og snæversynede mening. Ikke desto mindre kunne det være rigtig interessant at sammenligne ferieoplevelsen med og uden et kamera/mobil i et større studie med mange mennesker og se effekten.

I sidste ende handler det nok om at gøre op med sig selv, hvorfor man tager billeder på sin ferie. Hvem man tager billeder til.

Bliv god til at udvælge dine billeder med omhu

I sidste ende fandt jeg ud af, at de fleste af billederne jo egentlig bare lå og fyldte på mit kamera og min telefon. I stedet valgte jeg derfor en mere “buddhistisk vej”, om jeg så må sige… Nu tager jeg nemlig kun billeder, når inspirationen virkelig kommer over mig, og jeg føler, at NU er der et tidspunkt eller et øjeblik, som bare SKAL foreviges.

Det har jeg virkelig oplevet, har hjulpet mig. Det har både haft den betydning, at mine billeder er blevet bedre og mere betydningsfulde og naturlige, OG det har haft den betydning, at jeg har fået nogle væsentligt bedre ferieminder, fordi jeg har taget mig tid til at nyde de små øjeblikke i stedet for at tænke på det ideelle billede til min Instagram. Med fare for at lyde som en højhellig prædikant er det i hvert fald helt sikkert noget, jeg vil anbefale dig at prøve!

Et godt lille tip, som jeg selv har haft stor gavn af, er at samle mine billeder i fotobøger (jeg bestiller altid nogle stykker hjem her), som jeg giver som gaver til de andre der har været med på turen. Det er et lidt stort arbejde, men det er en meget personlig gave som altid vækker glæde.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *